|
Nordmanden Ludvig Dahl indleder i marts 1856 en europæisk psykiatrisk studierejse af ca. 3 måneders varighed med at besøge de danske anstalter. Heriblandt Harald Selmers Jydske Asyl i Risskov ved Aarhus. I alt besøger Dahl 33 anstalter i Danmark, Holland, Belgien, England og Skotland.
På de første sider giver Dahl et resume af dansk anstaltshistorie.
Han omtaler de to pionerer, Selmer og Hübertz’ rystende beskrivelser af forholdene i det danske sindssygevæsen: ”… Selmer betegner træffende de gjorte Foranstaltninger mere som imod end for de Sindssyge: deres Vel var en Biting – Hovedformaalet var de Ikkeafsindiges Tarv …”
s. 4-6:
Dahl resumerer, hvordan forhandlingerne og debatten om moderniseringen af det danske dårevæsen bevæger sig mod en mere fremskridtsvenlig stemning. Dette leder, også på baggrund af Selmers afhandling, frem til vedtagelsen af Risskov-anstalten i 1846 og opførelsen i 1849-52: ”… I Hösten 1846 forelagde Regjeringen de jydske Provindsialstænder et Forslag til Oprettelsen af en Helbredelsesanstalt for Jylland, og dette Forslag antoges uden ringeste Indvending …”
”… Kongeriget Danmark vil saaledes inden kort Tid besidde 3 nye Helbredelsesanstalter, hver for omtrent 130 Syge, samt 2 betydelige med Helbredelsesanstalterne i Forbindelse staaende Pleieanstalter, og vil altsaa kunne yde Plads for henirnod 400 helbredelige og 6 á 700 uhelbredelige Sindssyge. Naar dertil kommer Nærheden af Slesvig og Hornheim, maa det indrömmes, at Danmark snart vil yde sine Sindssyge baade en let og en temmelig fuldstændig Adgang til Hjælp …”
s.9:
Om besøget på anstalten i Risskov ved Århus fortæller Ludvig Dahl:
”… I Aarhuus søgte jeg navnlig at höste Nytte af Erfaringerne med Hensyn til de Vanskeligheder, der ledsage Anstalternes Virksomhed under den lange og kolde Vinter. Paa Gaustad havde disse i den forløbne Tid været mangfoldige. Vandet i Rörledningerne var frosset paa mange Steder …
Lignende, men dog ringere Vanskeligheder havde man havt at overvinde i Aarhuus. Til Vandledningen, der kun fører Vandet til nederste Etage, var fra först af bleven benyttet Leerrör. Disse vare hyppig sprungne og havde foranlediget Oversvömmelser; nu vare de i og nærmest ved Huset blevne ombyttede med Jernrör …”
s. 10:
Den følgende beskrivelse bekræftes af hospitalets patientfotos fra 1860’erne-70’erne:
”… Med Hensyn til Beskjeftigelse om Vinteraftenerne, der naturligviis er vanskeligst at bringe tilveie paa Mandssiden, da var den lettere i Jylland, hvor de fleste Bönder strikke Strömper …”
s. 10-11:
Dahl fortsætter sin rejsebeskrivelse med den næste besøgte anstalt: Slesviger-anstalten.
Han hæfter sig bl.a. ved en stor overbelægning i de smukke bygninger.
s. 11:
”… Nu som för i senere Tid, (overstreget og ændret med håndskrift til: Jessens Tid, red.) udmærker Slesvig sig fordeelagtigt fremfor de allerfleste Anstalter ved den höie Grad af Frihed, som man der seer sig istand til at indrömme de roligere Syge …”
Herefter fortsætter Dahl til Jessens privatanstalt, Hornheim ved Kiel, som også Harald Selmer besøger i 1846. Her mødes han af den yngre Jessen, mens den ældre Jessen er bortrejst.
s. 12:
Her er Dahl nået til Holland på sin rejse. Han refererer bl.a. længere samtaler med psykiateren van der Kolk:
Dahl beretter om van der Kolks undersøgelser af hjernen og kroppen, og hvordan Kolk mener, at forskellige fysiologiske forhold og tilstande har betydning for sindssygdom, eksempelvis mani og depression: ”… Den idiopathiske Manie bestaaer altsaa i en fra Begyndelsen af paa Hjernens Overflade udbredt Encephalitis …”(hjernebetændelse)
s. 28:
Her beettes om anstalten Meerenburg, som ledes af Bernard Everts (European Journeys.org, red.) og har mange lighedspunkter med Jydske Asyl. Meerenberg ligger i Nord-Holland. Meerenberg er i brug fra 1847-48, skønt det endnu ikke er færdigbygget. Det er Hollands første moderne anstalt og bygger på Conollys og andres ide om at undgå tvangsanvendelse, ligesom Selmer gør det på anstalten i Risskov.
De syge er inddelt i 5 betalingsklasser.
”… Da desuden de Urolige, de Voldsomme og de legemlig Syge have sine særskilte Haver, fremkommer paa denne Maade alene for de Syge 16 afdeelte Haver, der alle ere temmelig rummelige …”
s. 29:
Som tidligere Harald Selmer er Dahl på sin færd stærkt optaget af eksempelvis opvarmning og andre tekniske sider af den moderne anstalts indretning:
”… Opvarmningen havde för fundet Sted med Svenskeovne, men senere er Damphedning bleven indfört. Dampen udvikles i en stor Kjedel i en Bagbygning, hvor tillige Gassen udvikles, og passerer i Jernrör rundt til alle Anstaltens Afdelinger. Rörene ligge i Luftcanaler, hvis ophedede Luft i den ældre Deel af Bygningen stiger op fra Gulvet igjennern Huller, over hvilke der ligger Jernrister; i de senest tilbyggede Afdelinger kommer den varme Luft ud gjennem Aabninger over Dörene …”
s. 31-49:
Her beretter Dahl om sit besøg i Belgien, hvor Joseph Guislains arbejde i Gent samt den navnkundige sindssygekoloni i Gheel er hovedemner:
”… Guislain beskriver i den første af sine Lécons orales, der blev holdt den 7de November 1849, de Sindssyges Tilstand i Belgien saaledes:
„Hidindtil har man hos os kun havt Ønsker og ufrugtbare Ord for de Sindssyge. I de store Byer
bryder man sig kun lidt om dem — der har man Andet at bestille; ikke engang Hovedstaden har et Asyl for dem. Paa Landet beskjeftiger man sig mere med dem, men kun fra et oeconomisk Synspunkt. De Gale ruinere os, siger Communalbestyrelserne. Aarene gaae og Ingen hører disse Ulykkeliges Klager. De leve forglemte, indesluttede i mørke Fængsler. De ere Gjenstande for Speculationer; man bortliciterer dem*) som Svin og Heste …”
s.34:
Dahl besøger her det, vi i dag kender som Guislain Hospital i Gent:
”… Først i den seneste Tid har Regjeringen bevilget et forholdsviis ringe Tilskud til den nye Anstalt for sindssyge Mænd, som Bestyrelsen for de milde Stiftelser i Gent med Understøttelse af Provindsen Østflandern lader opbygge udenfor Gent …”
s.35:
Dahl beretter om sindssygekolonien i Gheel, der er opstået omkring helgenen St. Dymphne, der er tillagt evnen til at helbrede sindssyge. På denne baggrund er der opstået et lokalsamfund, der er indrettet på at huse og omgås de mange tilrejsende sindssyge. Borgerne i byen kapitaliserer også dette forhold ved at lade de sindssyge arbejde for føden i landbrug etc.:
s.37:
”… Den første Lyd, jeg hørte, da jeg nærmede mig Gheel, var Lyden af Lænker, som, spændte fra det ene Been til det andet, ved sin Korthed forhindrede en Spadserende fra at fjerne sig altfor meget ifra sit Hjem …”
s. 44:
”… Guislain priste med begeistrede Ord sine fréres & soeurs charitables. Den hele Tjeneste i Anstalterne foregaaer ved Hjælp af disse med Bistand af nogle faae Hjælpe tjenere …”
Her diskuteres i øvrigt om religiøse ordeners medlemmer magter at underkaste sig videnskaben, medicinen og dens repræsentanter. Om deres kærlige pleje lades ingen derimod i tvivl.
s.45:
Om kvindeanstalten i Gent, som varetages af nonner:
”… Adspredelsesmidlerne: Huusdyr, Fugle, Blomster, Spil, — den Maade, hvorpaa Guislain har vidst at tilveiebringe den fornødne Sikkerhed uden iøinefaldende Apparater, alt dette bidrager til at tilveiebringe det, som Guislain anseer for væsentligere end al medicinsk Behandling i Sindssygdommene, et venligt og fremfor alt roligt Tilflugtsted for de saarede Gemytter …”
s.46-47:
Dahl beretter om brugen af kolde, lunkne og forlængede bade i Guislains behandling i Gent.
s. 48:
Dahl oplever det samme i 1856, som Harald Selmer møder 8 år tidligere i 1848: Guislain er utilbøjelig til at fremvise den gamle anstalt for mænd i det centrale Gent, medmindre Dahl lover ikke at berette om de dårlige forhold på stedet. I 1856 er det nye Guislain Hospital endnu ikke færdigbygget.
s. 49:
Storbritannien
Dahl fremsætter følgende påstand: Det er i England den offentlige opinion, og ikke som i andre europæiske lande lægerne, som fremtvinger et nybrud i sindssygebehandlingen i 1800-tallets første årtier. Lægerne er endda til dels selv skyldige i miserable forhold i anstalterne.
s. 57-58-59:
Her besøger Dahl den velkendte anstalt Bethlem i London: Han fortæller bl.a. om Bethlem’s senge, hvor man arbejder med at ”drainere” dem for afføringen med en skrå zinkbund, der afsluttes med et kar til at opsamle urenhederne, så patienten ikke skal ligge våd. Han fotæller også om badeterapien i en lukket kasse, som sammenlignes med tortur, og det et sted, ”… hvor man roser sig af den fuldkomneste ”non restraint” …”
s. 60:
I det følgende taler Dahl om logistik, bestik og sikkerhedsforanstaltninger, som modsvarer Risskov-anstaltens bestræbelser på at undgå stikvåben på middagsbordet (ingen knive i opdækningen):
”… I de uhyre store Asyler, som jeg senere skal omtale, var det desuagtet vanskelig nok at holde Maden varm: der kjøres den i Tinfade med dobbelt Bund, hvori der gydes kogende Vand, og som igjen staae paa ophedede Plader, paa Trækvogne omkring til de forskjellige Afdelinger. Knivene havde but Æg undtagen i omtrent 1 Tommes Længde, hvor den var skjærende. I Skotland, hvor det er Skik at lukke Øinene idet man læser Bordbønnen, var dette Øjeblik bleven benyttet af en af de Syge til at skjære Halsen over paa sig. Gaflerne vare som almindelige Sølvgafler, kun med ganske korte, neppe 1 Tomme lange Tænder …”
s. 61:
Hvor Harald Selmer og ligesindede, som også vores rejsende, Dahl, anser en anstaltskapacitet på ca. 120 patienter for at være ideel, er det i det følgende ganske andre tal, vi opererer med, og som Dahl beskriver. Man kan igen betænke, om den antagelse om, at Selmer hovedsagelig var tilhænger af det engelske sindssygevæsen, er fejlagtig. Han er ganske rigtig tilhænger af ”non-restraint”, men når det kommer til anstaltens indretning og dimensionering er han klart pro-germansk:
”… Det maa indrømmes, at der i materiel Henseende er opnaaet en forbausende Fuldkommenhed; men naar man hører, at der baade i Springfield og Hanwell kun findes 2 Læger, en for hvert Kjøn, som altsaa hver har at tilsee omtrent 500 Syge …”
s. 67:
Dahl gennemgår menuen for anstalten Springfield. Den er sammenlignelig med menuen på Jydske Asyl i Risskov.
s. 70:
Nu er Dahl nået til Skotland. Han fremhæver på de følgende sider de skotske asylers fortrin frem for de engelske:
”… Anstalterne ved Dumfries, Glasgow og Edinburgh have paa et Belæg af c. 4—500 hver 3 Læger og et forholdsviis stort Antal Vogtere. Den mere selvstændige Stilling, som Lægerne ved disse Anstalter har indtaget, har saavidt jeg kunde skjønne, ingenlunde virket skadelig. Hverken i Dumfries eller i Edinburgh vilde Overlægerne forbinde sig til non restraint, og i Glasgow, hvor ”non restraint” var indgravet paa Bygningens Grundsteen, tog man det heller ikke saa nøie, idet man f. Ex. lod de Ødelæggelseslystne bære Hænderne i Muffer, der vare laasede ved Haandledene …”
s. 71:
I det følgende omtaler Dahl et ”Organ”, altså et periodisk tidsskrift, som skrives, trykkes og udgives på de skotske asyler i Dumfries og Edinburgh: de modsvarer fuldstændig ”Jydske Asyls Tidende”, som udkommer på anstalten i Risskov i en årrække:
”… Hvad der især i mine Øine hæver disse Asyler fremfor de engelske, er, at de ikke udelukkende ere bestemte for en enkelt Classe, men at alle Stænder ere repræsenterede, og at paa denne Maade Asyllivet kan udvikle sig mere organisk, idet Enhver lettere finder sin rette Plads og Virksomhed. Livet i saadanne Anstalter bliver mere mangfoldigt, Anstalten faaer flere af de nødvendige Betingelser for ligesom at blive en lille Stat i Staten, der i visse Maader er sig selv nok. Denne Stat mangler da heller ikke sin offentlige Mening, og denne har baade i Dumfries og Edinburgh sit Organ i et ugentlig eller hver 14de Dag udkommende, af en eller anden litterær Patient redigeret Blad, der giver et ganske godt Billede af de Elementer, Meninger og Følelser, som røre sig i denne lille Verden. Lyriske Udbrud syntes at udgjøre Hovedindholdet. Det trykkes naturligviis i Anstaltens eget Bogtrykkerie …”:
s. 72-79:
Her gennemgår Dahl sine erfaringer fra England og Skotland, hvad angår praktiseringen af, og problematikker omkring, tvangsmidlernes afskaffelse.
s. 74:
”… At Vogterne imidlertid paa mange Steder, istedetfor at bistaae ved Gjennemførelsen af non restraint, paa egen Haand udøve den allergroveste restraint, fremgaaer baade af hvad jeg tidligere har anført efter Dr. Conolly, og af de temmelig hyppige Retsforfølgelser imod dem for hemmelige og grusomme Mishandlinger, som de af Commissioners aarlig udgivne Beretninger indeholde …”
s. 79:
Dahls afsluttende bemærkning og konklusion på indførelsen af non restraint-princippet er som følger:
”… at tvangen kan undværes i et stort Antal af de Tilfælde, hvor man før anvendte den, og hvor man i andre Lande tildeels fremdeles anvender den, og at jo mere man anvender den, desto mere vil man ogsaa komme til at behøve den …”
Her afslutter Dahl sin rejseberetning.
|
