|
Skjul indscannet tekst
|
Philiatriens Fremstilling
af
DAAREVÆSENETS BEHANDLING
den jydske og roeskildske Stænderforsamling.
Aftrykt af Selskabets Forhandlinger.
Trykt i Bianco Lunos Bogtrykkeri,
1845
Det er charakteristisk for Samfundets forskjellige Udviklingsgrader, at, saalænge disse indtage et ringere Trin af Cultur og Civilisation, trænges de egenlig humane Interesser tilbage. Paa Nationernes lavere Standpunkt er det kun Kraften, den physiske eller den aandelige, som veed at skaffe sig Anerkjendelse; de, der mangle denne, ere overladte til sig selv, til Svaghedens Skjebne. Efterhaanden, som Samfundet skrider frem til en mere udviklet og ordnet Tilstand, begynder det at antage sig dem, som ikke kunne sörge for sig selv, Börn, Fruentimmer og Gamle. Paa et endnu höiere Trin af Samfundsordenen lader man det være sig magtpaaliggende at oprette Anstalter, hvori Syge og Fattige, som mangle anden Hjælp, kunne optages, pleies, helbredes eller efter Omstændighederne forsörges. Men det bliver altid et mærkeligt Træk i Folkenes Liv, at, medens man allerede længe har udstrakt sin Omsorg til dem, som mangle Livets materielle, legemlige Goder, til Syge, Fattige og lignende
|
| Skjul indscannet tekst
|
Side 2
Trængende, saa er det först Nutidens mægtige Fremskridt i Oplysning og Dannelse, i Staternes Cultur, som have bragt disse til at kaste et Blik ogsaa paa saadanne hjælpelöse Medlemmer af Samfundet, som lide den Trang, der er meget værre end alle legemlige ulykker, Trang paa Sjælen, hvad enten denne yttrer sig som Forbrydelser eller Sjeelssygdomme.
Kunster og Videnskaber bidrage vistnok i höi Grad til Menneskeslægtens Fremgang og udgjöre forsaavidt vigtige Midler i Humanitetens Tjeneste; men desuagtet har dog den ved disse betingede Aandscultur bestaaet længe uden at yttre nogen direkte og særdeles Indflydelse paa hine i en dybere Forstand humane Interesser, Det er först den sidste i mange Henseender nye Retning i Samfundets Udvikling, i Udviklingen af og Interessen for det i ædlere Forstand Menneskelige, som har kaldt tillive de af Humanitetens inderste Rod udsprungne Bestræbelser for Demoraliserede, Forbrydere og endelig for – Sindssyge.
Man troede i lang Tid, at Staten ikke havde andre Pligter mod Forbrydere end paa bedste og letteste Maade at værne sig imod dem, og man lededes ogsaa ganske af de samme egoistiske lidet menneskelige Motiver i hele Behandlingen af de Sindssyge. At blive af med dem, at sikkre sig imod dem, derpaa kom alt an, og i dette indskrænkede Öiemed indespærrede man dem i mörke Kjældere, i Lænker og jernfaste Bure. I en anden og senere Periode begyndte man vel at sörge for mere menneskelige Detentionsanstalter, men, da disse vare aldeles uskikkede til at opfylde den væsentligste Pligt, det Offentlige har imod Afsindige, den at helbrede dem, saa indseer man, hvor langt de endnu vare fra at fyldestgjöre retfærdige Fordringer. Det var egenlig kun endnu den reent materielle Deel af de Sindssyges Interesser, man varetog, og Omsorgen herfor var overladt til engere
|
| Skjul indscannet tekst
|
Side 3
Kredse, til Private eller Communer, som i Fölge deres Stilling ikke formaae at hæve sig til et universelt og overskuende Standpunkt. Endelig frembröd den 3die Periode, da Staten eller Regjeringen begyndte at föle, at det var dens egen Pligt, at antage sig disse Ulykkelige og dertil at benytte alle de Midler, som et civiliseret Samfund har i sin Magt, Fra dette Öieblik unddroges Daarevaesnet fra Privates og Communernes eensidige, uharmoniske og mangelfulde Behandling, som i lang Tid lagde uoverstigelige Hindringer i Veien for denne Sags Fremgang til et alsidigt og humant Standpunkt – fra denne Tid skriver sig paa den ene Side Udgivelsen af egne Love for Daarevæsnet, efter hvilke dettes Forhold ere ordnede paa en til Nutidens Erkjendelse svarende Maade, og navnlig underlagte Statens direkte Ledelse; paa den anden Side Oprettelsen af Daareanstalter efter de Principer, som Humanitet og Psychiatriens senere Udvikling medföre – i denne Tid endelig hörtes fra
Autoriteternes Side saadanne Yttringer, som i Frankrig, at den nye Daarelov er et Æresmindesmærke for dette Land, i Belgien, at Udsættelsen med at forbedre det offenlige Daarevæsen maa ansees for en Humanitetsforbrydelse.
Man vil saaledes see, at Daarevæsnet ligesom Fængselsvæsnet paa en vis Maade kan tjene som et Barometer for et Folks og en Regjerings Udvikling. I vort Fædreland ere vi, hvad Daarevæsnet angaaer, ikke komne videre, end at dette for Tiden intetsteds er Gjenstand for Regjeringens direkte Omsorg, men allevegne findes overladt deels Communevæsnet, deels endog Privates vilkaarlige, lidet controllerede, paa flere Steder umenneskelige, saagodtsom alle Steder aldeles uhensigtssvarende Behandling.
Söger man nu at sammenfatte i eet Overblik hele den uheldige Stilling, hvori Daarevæsnet her i Landet befinder sig,
|
| Skjul indscannet tekst
|
Side 4
og spörger om Gründen dertil, saa maa Svaret blive: fordi det er ordnet ikke som en Statssag men som en Privat- og Communesag, ikke ordnet fra det universelles alsidige, men, fra det particulæres eensidige Standpunkt. Daarevæsnet er en Institution, hvis ökonomiske Side kan varetages af Staten enten under den ene eller anden Form, enten ved Bidrag fra Finanserne eller ved normerede Communalafgifter, men hvis hele Organisation maa bestemmes efter Principer, som udgaae fra et videnskabeligt og humant Standpunkt. Paa dette kan kun den overordnede Statsstyrelse sætte sig; den har til sin Raadighed og kan benytte alle nödvendige Kræfter, medens Communerne deels hverken have eller kunne have disse til deres Tjeneste, deels vanskelig blive enige om Principerne, deels ifölge deres Stilling hildes mere af ökonomiske Hensyn, end Sagens fyldestgjörende Behandling vil være tjent med.
Fölgerne af denne Daarevæsnets mislige Stilling ere for det Förste blevne, at Statsregjeringen aldrig har underkastet samme en almindelig overskuende Undersögelse, Den har vel haft Öiet henvendt paa, at ikke altfor store og paafaldende Misbrug ere gaaede i Svang; den har i det mindste om ikke forebygget, saa dog sögt at standse saadanne, hvor dens Opmærksomhed er bleven henledt paa samme; den har af og til fæstet Blikket paa en enkelt Anstalt og sögt at forbedre denne; men al denne Control er dog kun bleven mangelfuld og uharmonisk, fordi dens Opgave har været, at controllere et slet Princip i dets mangfoldige og forskjellige Yttringer, istedetfor at gjöre sig til Herre over selve Principet, hvis Yttringer da for störste Delen vilde ordne sig af sig selv. – Den anden hermed nöie sammenhængende Fölge er, at en almindelig Lov for Daarevæsnet fattes. Vel har man enkelte adspredte Bestemmelser i Lovgivningen, men den Aand, som gjennemtrænger disse, maa tydes fornemmelig som en Bestræbelse efter at sikkre det
|
| Skjul indscannet tekst
|
Side 5
Offenlige mod de Sindssyge, i stedet for at udtale den Grundanskuelse, at de Afsindige maa betragtes og behandles som Syge, at Hovedforpligtelsen mod dem er den, at helbrede dem. Som Loven er, saaledes ere i Reglen ogsaa de, der ere denne underordnede. Det er derfor man ikke sjelden bliver Vidne til Sindssyges oprörende Mishandling af Private, hvis Synskreds ikke engang har hævet sig til Lovens indskrænkede Synskreds – det er derfor man endnu oftere möder Kulde og Ligegyldigbed for de Sindssyge og som Fölge heraf en utilstrækkelig og forkeert Varetagelse af deres Interesser – det er derfor man træffer paa Bure for Afsindige, om hvilke selv Daaresagens Modstandere tilstaae, at hines Stilling i disse er elendig og ynkværdig – det er endelig derfor man under Indflydelse af formaaende, i denne Sag ukyndige og vildledte Mænd og med den i dette Punkt utilstrækkelig oplyste Statsregjerings Sanction har endog i den senere Tid ladet emanere Bestemmelser, der af Kyndige stemples som en Calamitet, idet man har billiget Vedligeholdelsen af de bestaaende og Oprettelsen af ny Smaaanstalter for Sindssyge, i hvilke den sidste Gnist af den tiloversblevne Forstand maa udslukkes.
Den tredie Fölge endelig af Daarevæsnets mislige Standpunkt er, at hensigtsmæssige Anstalter, der kunne sammenlignes med andre civiliserede Landes, hos os mangle. Den der lider af de færreste Mangler er som bekjendt den bistrupgaardske Anstalt, men selv om denne har en af dens egne Direkteurer offenlig tilstaaet, at den trænger til en fuldkommen Reorganisation og hermed til en fra Fattigvæsnet sondret særskilt Bestyrelse, og han har ved denne Tilstaaelse fældet Dommen over Daarevæsnets Stilling her i Landet selv der, hvor Ankerne mod det Bestaaende ere de færreste. Men om ogsaa denne Embedsmands Votum toges til Fölge, saa vil hiin
|
| Skjul indscannet tekst
|
Side 6
Anstalt endnu forblive under en Communalbestyrelses overordnede Direktion; denne vil faae en overveiende Indflydelse paa dens Forhold saavel ved dens Omdannelse som i Fremtiden, og denne Bestyrelse kan ikke sætte sig paa det rette Standpunkt og har ikke til sin Tjeneste de Kræfter og den Indsigt, som Regjeringen fornuftigviis maa antages at ville benytte. Dertil kommer, at Communalbestyrelsen ifölge sin complicerede af mange tildeels stridige Elementer sammensatte Organisation og sin i flere Henseender begrændsede Stilling lammes og indskrænkes i sin Virksomhed, idetmindste naar Talen er om mere end ganske almindelige Foranstaltninger. Flere for det Offenlige i höi Grad vigtige Communalindretniriger, som gjennem en Række af Aar have været Gjenstand for ufyldestgjörende Forhandlinger, afgive noksom Vidne herom, og dog angaae disse væsenligt materielle Goder, som en Communalbestyrelse efter sin Natur maa have baade meest Indsigt i og störst Interesse for.
Men er Bidstrupgaard, denne Danmarks bedste Daareanstalt, endnu saa mangelfuld, hvorledes maa da Tilstanden i denne Henseende være i de andre Dele af Landet? Man mangler her saa godt som ganske Helbredelsesanstalter, og man nödes derfor ofte til at anbringe Sindssyge i de smaa Detentionsanstalter. Deels ere nemlig de pecuniære og andre i Forholdenes Natur grundede Vanskeligheder med at faae en Sindssyg transporteret til en större, ofte langt fraliggende Daareanstalt saa store, at de enten slet ikke eller kun med betydelig Besvær og Tabet af den förste gunstige Tid kunne overvindes, og i en fristende Modsætning hertil staaer den Lethed og Bequemhed, hvormed Patienten kan bibeholdes i den forhaandenværende Detentionsanstalt, deels er det vanskeligt at drage Grændsen mellem en Helbredelig og Uhelbredelig, selv for en dygtig Psychiater, men endnu vanskeligere for en Læge, der er
|
| Skjul indscannet tekst
|
Side 7
ukyndig i Psychiatrien (og dette er Tilfældet med næsten alle de ved saadanne Detentionsanstalter ansatte Læger), endelig aldeles uoverkommeligt for en Amtmand, hvis Decision ofte udöver betydelig Indflydelse herpaa, Anbringes nu en curabel Sindssyg længere end höist fornöden i en saadan Anstalt, da maa dette gjöre en meget uheldbringende Virkning paa hans Tilstand og fremtidige Udsigt til at gjenvinde sin Forstands Brug. En Sindssygs Helbredelse udkræver nemlig ganske andre Midler, end almindelige Syges, og hertil hörer först og fremmest Behandling af en psychiatrisk Læge og Ophold under Forhold, hvori de tidligere ugunstige Indtryk kunne udslettes, og Patientens forstyrrede Sindsstemning föres tilbage til den naturlige Ligevægt. Men disse Hovedbetingelser fattes aldeles ved de smaa Detentionsanstalter. Ja ikke engang for de Incurable ere disse hensigtsmæssige; de mangle for det Förste fornödent Lægetilsyn, thi selv til Behandlingen af en Incurabel udfordres Kundskaber og Erfaring, som de færreste Læger ere i Besiddelse af, og disses Tid er desuden optaget af andre Pligter; dernæst et tilstrækkeligt Tilsynspersonale, og som Fölge heraf nödes man af og til at binde de Sindssyge, eller underkaste dem lignende Medfart, hvilket under andre Omstændigheder vilde være unödvendigt og forkasteligt; endelig haves ikke den fornödne og passende Beskjæftigelse ved Arbeide etc. for de i samme optagne Patienter. Vi mindes herved, at en Amtmand, som havde Sæde i den roskildske Stænderforsamling, gjorde Indsigelse mod den ved Brugen hævdede Benævnelse: en Detentionsanstalt, og i dets Sted foreslog at sige en Opbevaringsanstalt. Vi maa for vor Part protestere mod en saadan skuffende Navneforandring; thi en slet Ting bliver ikke bedre ved at anvende et mildere Navn, tværtimod vildleder dette Folks Omdömme. Navnet: en Detentionsanstalt, er efter vor fuldeste Overbeviisning baade sand og træffende, naar
|
| Skjul indscannet tekst
|
Side 8
det bruges om hine Smaaanstalter, thi de Ulykkelige, som indespærres i samme, behandles der som Fanger, men ikke som Syge. Hvorledes maa nu Forbedringen af disse Forhold blive, saa længe man gjör Sogneforstander-skabers og Amtsraaders Betænkninger til Basis for Sagen, Autoriteter, som med den bedste Villie og de störste Evner ere ude af Stand til at bedömme og afgive en paa gyldige Motiver stöttet Mening herom, og hos hvem der er saa stærk Opfordring til at tage fortrinligt Hensyn til de Ökonomiske Forhold. Det er fra Staten Reglen bör udgaae, medens den specielle Styrelse kan overlades til det Communale, men det forholder sig nu næsten omvendt, at Reglen udgaaer fra det Communale, og Regjeringen dertil föier sin Styrelse af Specialiteter.
Vi gaae nu over til at see, hvorvidt denne Sags Behandling i Stænderforsamlingerne svarer til de af os opstillede Principer. Det smerter os, at vi herved nödes til at fremstille og blotte feilagtige Domme og Meninger, men dette er nödvendigt til vor Hensigts Opnaaelse: at oplyse Offenligheden om denne Sags uheldige Stilling.
Da Selskabet Philiatrien til den sidst afholdte Forsamling af Östifternes Provindsialstænder indgav et Andragende om en Reorganisation af hele Landets Daarevæsen, ventede det ikke at komme i den Nödvendighed yderligere at skulle forsvare de Anskuelser, som dette Andragende indeholdt. Man antog det for almindelig anerkjendt af alle oplyste Mænd, at de Foranstaltninger, der hidtil hos os ere trufne til at helbrede og opbevare de ulykkelige Sindssyge, stode saa langt tilbage for de Fordringer, som Humaniteten i saa Henseende opstiller, at man ikke kunde tænke sig Muligheden af, at Östifternes Stænderforsamling, som stedse er bleven lovprist for sin Intelligens, skulde afvise et Forslag, der saa ganske hvilede paa en intelligent Basis, paa Humanitetens og
|
| Skjul indscannet tekst
|
Side 9
Videnskabens uafviselige Fordringer. De i samme indeholdte Begjæringer forekom os saaledes ikke blot begrundede heri, men ydermere motiverede ved det Resultat, der var Fölgen af samme Sags Behandling i den nærmest foregaaende jydske Stænderforsamling, Desuagtet stödte vort Andragende paa Hindringer, som deels enkelte Deputeredes mindre alsidige og omfattende Anskuelse af Sagen, deels andre Deputeredes materielle Synspunkt opstillede, og herved faldt dette Forslag trods det grundige og omfattende Forsvar, som det erholdt af Producenten, der tillige var Referent i den Comite, der eenstemmig var nedsat til at behandle Andragendet. Philiatrien vilde svigte det Kald, for hvilket dens Medlemmer arbeide, ifald den herefter opgav at virke for dette vigtige Maal, og saameget mere som de ulykkelige Sindssyge ikke selv kunne tale deres Sag og derfor ikke bör tabe deres Medvirken, som ere de nærmeste til at yde dem Bistand, om det ogsaa synes, at de folkekaarne Deputerede endnu ikke tilfulde have fattet Sagens Betydning og Vigtighed.
”Det var i Östifternes Stænderforsamling for 1838 at Daarevæsnet först blev bragt paa Bane, idet den daværende Deputerede for Helsingör, Etatsraad Sten-feldt, indgav et Forslag om „en Udvidelse af Bidstrupgaards Hospital for Gale og Afsindige til en Opbevaringsanstalt for saadanne Ulykkelige fra Sjællands og Lolland-Falsters Stifter samt, fra Færöerne, Island og Colonierne.'' Strax ved Forslagets Fremlæggelse viste det sig, at fornemmelig de oekonomiske Hensyn vilde gjöre sig gjaeldende. Proprietair Tutein erklærede sig imod Nedsættelse af nogen Comite af den Grund , at man ikke kunde gjöre nogen Calcule over de Omkostninger, som til Sagens Udförelse kunde medgaae. Den kongl. Commissarius fremsatte en deel Betænkeligheder og udtalte sig allerede da bestemt for Vedligeholdelsen af de bestaaende
|
Skjul indscannet tekst
|
Side 9
|
)
